Baggrund
Fjeldgruppen er en tværkorpslig arbejdsgruppe, der tilbyder fjeldkurser til spejdere, så de bliver bedre rustet til fjeld- og vildmarksaktiviteter i deres spejderarbejde. At fjeldgruppen er tværkorpslig betyder at vi tilbyder vores kurser til spejdere både fra KFUM spejderne i Danmark og De Grønne Pigespejdere og Det Danske Spejderkorps.
Fjeldgruppen blev grundlagt d. 23. august 1974 af nogle fjeldinteresserede seniorspejdere fra DDS, rovere fra KFUM og rangere fra De Grønne Pigespejdere, da interessen for fjeldture i spejderregi steg mærkbart. Den almindelige leders kendskab til sikker færden i fjeldet var dengang ikke særligt god, og man enedes om at lave nogle enkle kurser for at give noget viden fra sig.
Siden er udbudet af Fjeldgruppens kurser blevet udvidet til en hel del, lige fra begynderkurser i vildmarksliv til mere specialiserede klatrekurser. Vi arbejder løbende på at forbedre vores kursusudbud og udvikle nye.
Fjeldgruppen er sammensat tværkorpsligt, det vil sige at medlemmerne kommer fra henholdsvis DDS, De Grønne Pigespejdere og KFUM. Som medlem af Fjeldgruppen skal man være medlem af et af disse tre korps. Det tværkorpslige afspejles i vores logo, hvori alle tre korpsmærker indgår. Fjeldgruppens medlemmer er spredt over hele landet, dog med en stor andel i hovedstadsområdet.
Kurser og ture
Fjeldgruppen afholder kurser året rundt med det formål
- at give spejderne nogle tekniske færdigheder (padle kano, bygge snehule, klatre etc.),
- at give spejderne et indblik i, hvad der skal til for at planlægge og gennemføre en fjeldtur, så den forløber så sikkert som muligt,
- at give spejderne fornemmelse af, hvor vigtigt det er at fungere som gruppe/patrulje,
- at øge spejdernes dømmekraft gennem styrkelsen af de tekniske færdigheder og dermed lære sine grænser at kende.
Hvis du vil vide mere kan du rekvirere Fjeldkalenderen på dit korpskontor eller på vores hjemmeside.
Medlemmer
Fjeldgruppen består af ca. 80 aktive medlemmer fra de 3 korps - og det er en betingelse, at man er spejder, for at være med.
For at være med i Fjeldgruppen skal man være aktiv instruktør på et af vores kurser, eller varetage nogen af de administrative opgaver, men det er også muligt at være passivt medlem.
Vi er åbne for alle medlemmer af de tre korps over 18 år, der har interesse for fjeld og lyst til at lave kurser for spejdere.
Fjeldgruppens arbejde
Det meste arbejde i Fjeldgruppen foregår i de enkelte kursusteams - her planlægges kurserne, og det er også her de fleste medlemmer møder hinanden.
Derudover bliver der afholdt en række små ture og arrangementer jævnt fordelt over hele året.
I maj afholdes den årlige generalforsamling, hvor året bliver evalueret, næste år planlagt, kursuslederne bliver fundet og ledelsen valgt.
Fjeldgruppens ledelse
Ledelsen består af fem personer samt to suppleanter. Personer i ledelsen vælges for to år ad gangen, således at en løbende udskiftning sikres. Ledelsen har det overordnede ansvar for økonomi, program og kontakt til vores samarbejdspartnere (spejderkorpsene, DSF - Danske Spejderes Fællesråd og vores sponsorer)
Udskriv | Send
| Hits: 5960
|